Tivoli Cup Friheden udspringer af et mangeårigt samarbejde mellem IF Hasle KFUM og Tivoli Friheden. Tivoli Cup Friheden er et opstartsstævne, der foregår hvert år i Aarhus i midten af september, og som har fokus på bredden frem for eliten i ungdomshåndbold.
Stævnet blev første gang afholdt i 2003 og fungerer stadig som en sportslig og social optakt til sæsonen. Ud over håndboldkampene byder stævnet bl.a. på en hel aftens sjov og underholdning i Tivoli Friheden, hvor alle spillere og ledere får gratis entre og turbånd til alle forlystelser. Stævnet starter allerede fredag aften, hvor deltagerne har mulighed for at komme i svømmehallen (2 lokale livreddere holder opsyn i hver svømmehal) eller deltage i aktiviteter i sportshallen ledsaget af DGI instruktører.
Overnatning foregår i klasselokaler på byens skoler og der er bustransport mellem disse, spillestederne og Tivoli Friheden. Det tilstræbes, at hvert hold får eget klasselokale.